mandag den 16. december 2013

Soutzoukakia - græske frikadeller

Soutzoukakia er en af min families yndlingsretter, som vi opdagede på en af vores mange rejser til Grækenland. Hvis du ikke allerede kender den, er det bare med at komme i gang! 


4 personer

Tomatsauce:
2 løg
1-2 bk. cherrytomater
2 dåse hakket tomater
1 tsk. grøntsagsbouillonpulver
1 tsk. æbleeddike
½ glas rødvin
1 skvæt piskefløde 
1 fed hvidløg
1,5 spsk honning  
2 spsk. oregano
2 spsk. rosmarin
½ tsk. stødt kanel
¼ tsk. stødt nelliker
¼ tsk. stødt koriander 
Skal og saft fra 1 citron  
Salt og peber

Græske kødboller:
1 løg
1 fed hvidløg
300 g hk. svinekød
300 g hk. oksekød
1 æg
30 g rasp
1 håndfuld revet hård ost fx gede-/fåreost
2 tsk. græsk krydderiblanding (rosmarin, oregano, paprikaflager)
Salt og peber

Hak det ene løg fint med en stavblender og kom det i en stor skål sammen med det hakkede kød, æg, rasp, ost, hvidløg, græsk krydderi, salt og peber - ælt blandingen godt sammen. Form kødblandingen til aflange kødboller, steg dem let på alle sider på en varm pande og sæt dem så til side.
Skær løg og hvidløg i tern og steg det i en sauterpande, til det bliver blødt. Tilsæt så cherrytomaterne og steg dem, til de falder sammen. Tilsæt så rødvinen og lad alkoholen dampe af. Herefter tilsættes dåsetomater, krydderurter, æbleeddike, citronskal, citronsaft og honning. Tilsæt så 1,5 dl. vand og bouillonpulveret sammen med krydderierne. Kom et skvæt fløde i saucen og lad den simre ved svag varme i 10 minutter, mens der smages til med salt og peber. Hæld tomatsaucen i et ildfast fad, læg frikadellerne heri og sæt fadet i ovnen og bag det ved 200° i 30 minutter.
Serveres med pastaris eller græske kartofler og cremefraise.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar