lørdag den 14. marts 2020

Pølsehorn med ost

Denne opskrift på pølsehorn med ost er super lækker, et hit i madpakken. 


32 stk. 

6 dl. lunken vand 
800 g hvedemel 
400 g groft mel 
100 g smeltet smør
50 g gær 
2 tsk. salt
1 tsk. honning
16 pølser
Ost skåret i tynde stave fx gouda 
Ketchup 
Oregano
Æg til pensling 

Kom det lunkne vand op i en stor skål og opløs gæren i vandet. Tilsæt så smeltet smør, honning og groft mel og rør rundt. Tilsæt salt og hvedemelet lidt af gangen, imens dejen røres godt igennem. Ælt til sidst dejen og stil den til hævning tildækket i 1,5 time.   
Skær pølserne i halve. 
Når dejen er hævet, deles den i 4 stykker, og hvert stykke rulles ud til en stor cirkel, som deles i 8 ”slice”. I den brede ende ligges en pølse, en ostestang, lidt ketchup og oregano, hvorefter dejen rulles rundt om pølsen fra den brede ende. Pølsehornene sættes på en bageplade beklædt med bagepapir, og penslet med det sammenpiskede æg. 
Bages i ovnen ved 220° i 15-17 minutter. 

Asiatisk salat

Denne asiatiske salat er fyldt med masser af smagsindtryk - perfekt til en sommerdag.


4 personer 

200 g quinoa (ukogt)
2-3 gulerødder
1 mango 
½ bundt forårsløg 
½ pakke sukkerærter 
1 håndfuld peanuts uden salt 
1 chili
Frisk koriander 

Dressing:
1 spsk. olivenolie 
1 spsk. risvinseddike 
½ tsk. honning 
Lidt salt og peber 

Kog quinoagrynene i en lille gryde, hæld vandet fra og lad quinoaen køle af. 
Riv gulerødderne groft, skær mangoen i tern og hak chilien. Skær forårsløgene i tynde skiver og sukkerærterne i mundrette stykker. Skyld de friske koriander godt og hak dem fint.  
Varm en pande op, rist peanutsene til de er gyldne og hak dem fint. 
Lav dressingen ved at blande alle ingredienser i en lille skål. 
Kom alle ingredienserne op i en stor skål, ved salaten rundt i dressingen og server. 

mandag den 24. februar 2020

Grød med karamelliseret banan

De karamelliserede bananer giver denne grød et spændende og lækkert pift. Lækker på de morgner, hvor man har en sød tand. 


2 personer

½ dl. perlespelt eller perlebyg udblødt i vand natten over 
1 dl. finvalsede havregryn 
1 dl. grovvalsede havregryn (evt. blandede havre-, spelt- og byggryn)
1 dl. mælk 
2 dl. vand 
Lidt salt 

Topping: 
2 bananer 
1 håndfuld mandler eller valnødder 
1,5 spsk. smør 
1,5 spsk. mørk sukker fx brun farin eller kokossukker 
2 spsk. ahorns sirup 
Lidt kanel

Kom ingredienserne til grøden i en lille gryde og kog grøden op under middelvarme og omrøring indtil den har en cremet konsistens. Kom grøden op i en dyb tallerken/skål og pynt med toppings. 
Skær bananen i skiver og hak nødderne groft. Lav de karamelliserede bananer ved at varme smør og sukker op på en varm pande. Når smørret og sukkeret er smeltet røres massen forsigtigt sammen med sirup og kanel. Derefter tilsættes bananer og nødder, som vendes rundt i karamellen i et par minutter til bananerne er bløde og lækre. Kom de karamelliserede bananer ovenpå grøden. 

TIP: hvis det skal gå hurtigt, kan du blande ingredienserne til grøden i gryden om aftenen – så skal den ikke koge så længe næste morgen. Du kan desuden lave dobbelt portion og varme resten op dagen efter – der skal blot tilsættes lidt vand, når du varmer grødresten op i gryden. 

Havre-/quinoagrød

Denne grød er nem at lave, smager godt og mætter - what's not to like?! 


2 personer

½ dl. kogt quinoa 
1 dl. finvalsede havregryn 
1 dl. grovvalsede havregryn (evt. blandede havre-, spelt- og byggryn)
1 spsk. solsikkekerner 
1 dl. mælk 
2 dl. vand 
Lidt salt 

Topping: 
Frisk frugt fx banan, blåbær, hindbær, brombær, mango 
Nødder fx mandler, valnødder, pekannødder 
Peanut butter, almond butter, dulce de leche eller hvad du har lyst til 

Kom ingredienserne til grøden i en lille gryde og kog grøden op under middelvarme og omrøring indtil den har en cremet konsistens. Kom grøden op i en dyb tallerken/skål og pynt med toppings. 

TIP: hvis det skal gå hurtigt, kan du blande ingredienserne til grøden i gryden om aftenen – så skal den ikke koge så længe næste morgen. Du kan desuden lave dobbelt portion og varme resten op dagen efter – der skal blot tilsættes lidt vand, når du varmer grødresten op i gryden. 

onsdag den 6. november 2019

Orientalske forårsruller

Forårsruller er lidt omstændige at lave, men det er besværet værd at lave sine egne! Denne version er fyldt med masser af grøntsager. 


30 stk.

Fyld: 
200 g hk. svinekød
1/2 hvidkål 
3 løg
6 gulerødder
500 g champignon
1-2 æg
½ kyllingebouillonterning
Salt og peber
1 pk.  forårsrulledej, 19x19
Rapsolie til stegning

Til lukning af forårsrullerne: 
1 spsk. hvedemel
1 spsk. vand

Hak alle grøntsagerne i fine strimler, fraset gulerødderne som rives på et rivejern. Vendt alt fyldet sammen i en stor skål. 
Forårsrullerne laves således: læg en smule af fyldet i hjørnet af forårsrulledejen og luk den ved at smøre den sidste kant med en jævning af hvedemel og vand.
Steg forårsrullerne i rigeligt rapsolie eller bag dem i ovnen ved varmluft 200° i 20 minutter. Bager du forårsrullerne i ovnen, skal overfladen pensles med olie - husk at vende forårsrullerne hver 10. minut, så overfladen bliver sprød! 

søndag den 3. november 2019

Vietnamesisk forret

Denne vietnametiske forret er anderledes, men utrolig lækker. Jeg elsker kombinationen af de sprøde rejechips med den lidt syrlige kål og salte peanuts. 


4-6 personer 

½ rødt spidskål
3 spsk. eddike  
3 tsk. sukker 
1 tsk. salt 
¼ hvidløg
Lidt frisk mynte og koriander 
Peanuts 
Rejechips 

Skær spidskålen i meget tynde strimler og kom det op i en stor skål. Tilsæt eddike, sukker og salt og lad kålen trække – gerne 1-2 timer. 
Steg rejechipsene i rigeligt olie og læg dem på fedtsugende papir. 
Inden servering vendes presset hvidløg og hakket krydderurter ned til kålen. 
Server rejechips med lidt kål toppet med peanuts. 

søndag den 13. oktober 2019

Goji smoothie bowl

Jeg elsker at starte min morgen med en smoothie bowl - den tager ingen tid at lave og mætter rigtig godt. Denne udgave med gojibær blev jeg inspireret til på en rejse til NYC, hvor vi spiste lækre goji smoothie bowls hver morgen. 


1 person 

1 banan 
100 g røde bær fx kirsebær, blåbær, jordbær mm. 
1 spsk. gojibær 
1 spsk. proteinpulver 
1 spsk. peanut-/mandelbutter 
1,5 dl mælk 

Topping: 1 klat peanut-/mandelbutter, granola, hampefrø, sesamfrø, friske bær mm. 

Skær bananen i mindre stykker og kom den op i en blender sammen med de resterende ingredienser. Blend det hele sammen til en tyk smoothie. 
Server i en skål toppet med topping efter eget valg.