onsdag den 8. oktober 2014

Pizza med gedeost

Denne pizza er perfekt til de dage, hvor madlavningen skal gå lidt hurtigt, men du stadig gerne vil have noget lækkert. Jeg elsker gedeosten sammen med portobellosvampene - det giver pizzaen lidt ekstra kant. 


4 personer

1 portion pizzadej
1 portion pizza-sauce
1 pk. parmaskinke
1 pk. chorizo
1 pk. bøffelmozzarella
1 rulle gedeost
6-8 portobellosvampe
1 glas grøn pesto

Tænd ovnen på 200 grader. 
Skær portobellosvampene i skiver og steg dem få stykker af gangen på en rygende varm pande til de er gyldne og bløde.
Rul pizzadejen ud til en stor firkant, der fylder en bradepande. Smør pizza-saucen ud på den udrullede dej og fordel så parmaskinken, chorizo og portobellosvampe.
Sæt pizzaen i ovnen i 5 minutter – imens skæres mozzarella- og gedeosten ud i skiver. Efter de 5 minutter fordeles mozzarella- og gedeosten på den varme pizza og bages yderligere 10-15 minutter i ovnen til osten begynder at boble og bliver let gylden.
Serveres med grøn pesto på toppen.

tirsdag den 23. september 2014

Tortellini med valnøddesauce

Denne ret fald jeg over på en ferie i Firenze og blev med det samme hooked. Den er tung, men lækker. Jeg synes den passer godt sammen med tortellini med et frisk fyld fx med spinat, svampe eller grøn pesto. 


4 personer

20 valnøddekerner
Indmaden af et helt toastbrød
Mælk
1 fed hvidløg
150 g ricotta
2 dl fløde
Olivenolie
Salt

Pil indmaden ud af toastbrødet og kom det i en stor skål. Hæld lidt mælk over brødet og lad det trække nogle minutter. Klem herefter mælken ud af brødet og kom brødet op i en foodprocessor. Tilsæt valnøddekerner, fløde, hvidløg, salt og 4 spsk. mælk og puls det hele til en tyk pasta. Tilsæt herefter ricotta og 4 spsk. olivenolie og puls massen godt sammen. Smag til med salt og tilsæt evt. mere mælk, hvis massen er for klæberig.
Kog pastaen a la dente, hæld vandet fra og vend herefter valnøddesaucen over pastaen. Vend forsigtigt rundt, så saucen fordeler sig og server.    

Pasta med gorgonzolasauce

Gorgonzolasauce er ikke for alle - denne version er dog forholdvis mild, så hvis du ikke har prøvet det før, er den et godt sted at starte. Jeg elsker denne sauce sammen med gnocchi - en italiensk klassiker. 


4 personer

200 g gorgonzola
2 dl fløde 38 %
1 glas mælk
Salt og peber
Muskatnød
400 g pasta

Varm mælken langsomt op i en kasserolle over svar varme – så snart den begynder at boble, skal den af varmen og gorgonzolaen røres i. Rør rundt med et piskeris til osten er smeltet. Herefter tilsættes fløde, salt, peber og lidt muskatnød. Varm nu saucen op over middel varme mens der piskes, til den tykner og koger let op.
Kog pastaen a la dente, hæld vandet fra og vend så saucen ned i gryden med pasta. Rør det hele godt sammen og server.

Melon med parmaskinke

Denne forret er nem og lækker - ideel til når man skal have mange gæster eller som en del af en tapas-anretning. 


4 personer

1 cantaloupe melon
15-20 skiver parmaskinke


Skær melonen i tynde både og kom et stykke parmaskinke omkring hvert stykke. Læg på et fad og server.

søndag den 31. august 2014

Zakynthos kanin

Kanin er ikke noget, vi spiser ret meget i Danmark - hvilket er en skam, da det både er lækkert og magert. Denne udgave i græsk rødvinssauce er super lækker! 


4 personer

1 hel kanin/4 kaninlår
2 løg
2 store gulerødder, revet
4 fed hvidløg
2 dåser hk. tomater
1 stort glas rødvin
Lidt æbleeddike
1 tsk. honning
4 laurbærblade
1 kanelstang
20 nelliker
1,5 spsk. timian
Salt og peber

Klip kaninen ud i mindre stykker. Varm en pande op for høj varme og steg kanin-stykkerne til overfladen er gylden. Læg dem herefter til side.
Varm en sauterpande op for middelvarme og steg løg og gulerødder blanke. Tilsæt så hvidløg og rødvin – vent et par minutter, så alkoholen er fordampet, og hæld så de hakkede tomater ved.  Tilsæt honning, salt, peber, timian, kanelstang, nelliker og laurbærblade. Lad det hele simre under svag varme i få minutter, så saucen lige koger op. Kom det hele i en kold stegeso og sæt det i ovnen ved 150 grader i 2-3 timer. Herefter vil kaninkødet være mørt, så det kan pilles fra benene. 
Server med pastaris og feta eller græske kartofler og tzatziki.

Pasta med edamame-bønner

Denne ret er super nem at lave og smager rigtig godt. Perfekt i den travle hverdag. 


4 personer


1 pk. kvalitetspasta fx orecchiette
1 pk. frosne edamame-bønner
2 pk. parmaskinke
3 fed hvidløg
2 håndfulde revet parmesanost
2 håndfulde revet pecorino romano
Lidt salt og peber
Timian

Kog pastaen al dente.
Klip parmaskinken ud i mindre tern og steg det gyldent i en sauterpande. Hak hvidløget i mindre tern og tilsæt det herefter sammen med edamame-bønnerne. Krydder med timian, peber og lidt salt. 
Hæld vandet fra den færdige pasta og kom pastaen ned i sauterpanden. Vend det hele godt rundt. Tilsæt til sidst osten og rør rundt, mens den smelter. Server straks med frisk basilikum på toppen.

tirsdag den 12. august 2014

Asiatiske fiskefrikadeller

Fiskefrikadeller er bare lækkert! Denne version har et strejf af Østen og er en klar favorit på spisebordet hos mig. 


4 personer

500 g fisk fx torsk og laks
200 g tigerrejer
1 æg
3 tsk. gul/rød karrypasta
1 håndfuld koriander
2 tsk. revet ingefær
Saften fra ½ lime
2 spsk. fishsauce
2 tsk. maizena
2 tsk. sukker
2 tsk. salt

Pil fisken fri fra ben og skær den i mindre stykker, som kommes i en foodprocessor sammen med de pillede tigerrejer. Tilsæt herefter de resterende ingredienser og kør det hele til en lind fars. Stil farsen i køleskabet i mindst 30 minutter, så smagen kan sætte sig.
Steg fiskefrikadellerne i smør og olie på en pande under svag varme, så de bliver gennemstegte med en gylden overflade. 
Alternativ kan du bage fiskefrikadellerne i ovnen ved 225 °C i 20 minutter, hvis du ønsker en mere fedtfattig version. Her skal fiskefrikadellerne have 10 minutter på hver side.