lørdag den 31. marts 2018

Chokolade mousse

Chokolade mousse er og blive en klassiker - og med god grund! Imponer venner og familie med denne version :) 


6 personer

300 g mørk chokolade
½ L piskefløde
125 g usaltet smør
3 æg
100 g sukker
Frisk frugt til pynt fx hindbær, jordbær eller kirsebær

Kom æg og sukker i en skål og pisk det lyst og luftigt med en elektrisk pisker – pisk gerne i 10 minutter, der giver en bedre mousse!
Bræk chokoladen i mindre stykker, skær smørret i mindre tern og kom det hele op i en skål, som kan tåle varme fx en stålskål. Placer stålskålen i et vandbad (i en gryde med kogende vand) og rør rundt i choloademassen indtil alt er smeltet. Tag så stålskålen af vandbadet og hæld chokolademassen ned i æggemassen i en lind strøm imens æggemassen fortsat piskes rundt. Kom moussen op i 6 små portionsskåle og sæt dem i køleskabet i mindst 1 time, så moussen kan sætte sig.
Server med frisk frugt på toppen.

Kaffe panna cotta med blommer

Denne dessert kan laves i forvejen, så du undgår stress med at få maden klar efter gæsterne er ankommet. Jeg er vild med de krydrede, syltede blommer, som giver desserten syre og friskhed.  

4 personer

Kaffe panna cotta:
10-15 g kaffebønner (afhængig af ristningsgraden)
4 dl. piskefløde
1 dl. mælk
75 g sukker
3 blade husblas

Syltede blommer:
250 g modne blommer
75 g sukker
1 kanelstang
3 hele stjerneanis  

Kom de hele kaffebønner i en morter, knus dem let og kom dem derefter ned i en lille gryde sammen med fløde, mælk og sukker. Kog fløde-blandingen langsomt op over svag varme til det akkurat simre let – tag så gryden af blusset og hæld blandingen gennem en finmasket sigte ned i en skål.
Blød husblassen op i koldt vand i 5 min., vrid vandet fra og kom husblassen ned i fløde-blandingen ét blad af gangen under omrøring. Hæld blandingen op i 4 portionsskåle og stil dem i køleskabet mindst 4 timer, så massen er blevet helt stiv.
Skær blommerne i kvarte og kom dem op i en lille gryde sammen med sukker og krydderier. Varm blommerne langsomt op over svag varme imens de forsigtigt vendes rundt i sukkerlagen med en ske – de må ikke koge ud og blive til mos. Når blommerne er blevet varme af den krydrede sukkerlage tages gryden af blusset og blommerne køles af.
Server panna cottaen i skålen med syltede blommer på toppen.

fredag den 30. marts 2018

Yellow chicken curry

Denne thailandske curry er mild - for turister og børn ;-) Jeg har tilsat thaibasilikum, som jeg synes løfter retten, men det kan evt. undlades.  



4-6 personer

2-3 kyllingebryster
1-2 spsk. rød karrypasta (afhængig af hvor stærk du ønsker saucen)
4 tsk. stødt karry
2-3 sødkartofler
4 forårsløg
7 dl. kokoscreme (alternativt kokosmælk)
2 spsk. fishsauce
2 tsk. palmesukker
Frisk thaibasilikum

Skræl sødkartoflerne, kom dem op i en lille gryde og kog dem i ca. 10 minutter, til de er gennemkogte. Lad kartoflerne køle af og skær dem derefter i mindre tern ca. 1,5x1,5 cm. Skær derefter kyllingebrysterne i mundrette tern.
Kom den røde karrypasta og stødt karry op i en stor sauterpande sammen med olien og svits det af. Tilsæt så kyllingeternene og lad dem svitse af til kyllingen er gennemstegt. Derefter tilsættes forårsløgene og når de er blevet let bløde tilsættes sødkartofler, kokoscreme, fishsauce og palmesukker. Lad saucen koge igennem i et par minutter, hvorefter thaibasilikumbladene tilsættes. Hvis saucen er for tynd, kan den jævnes en smule. 
Serveres med ris eller nudler.

Chicken satay

Chicken satay er en thailandsk klassiker, som er mildt krydret og derfor kan spises af både voksne og børn. Jeg er vild med agurkesalaten, som giver retten et frisk pift! 


4-6 personer

Kyllingespyd:
3-4 kyllingebryster
4 tsk. stødt karry
2 tsk. stødt gurkemeje
Lidt friskkværnet salt og peber
4 spsk. olivenolie
2 dl. kokoscreme (alternativt kokosmælk)
Grillspyd

Peanutsauce:
2 spsk. olivenolie
1-2 spsk. rød karrypasta
1,5 dl. peanuts (hakket meget fint i fx en mini-hakker)
1 stor spsk. peanutbutter  
3 dl. kokoscreme (alternativt kokosmælk)
2 spsk. palmesukker
1 spsk. fishsauce
Saft fra 2 lime

Agurkesalat:
1,5 dl. æblecidereddike
1,5 dl. sukker
1 agurk
3-4 skalotteløg
2-3 røde chili
Friske korianderblade

Bland alle ingredienserne til marinaden sammen i en stor skål, skær kyllingebrysterne i tern og vend dem rundt i marinaden. Lad kyllingen trække i marinaden i mindst 1 time.
Lav agurkesalaten ved komme sukker og æblecidereddike i en lille gryde og kog det op under middelsvag varme i ca. 5 minutter. Lad herefter lagen køle af. Skær agurken i tynde tern, hak skalotteløgene groft og skær chilien i halve ringe (fjern stok og kerner, hvis en mere mild smag ønskes). Pluk korianderbladene fra stilkene og vend den sammen med resten af grøntsagerne ned i lagen. Lad lagen trække i mindst 1 time.  
Start peanuatsaucen op ved, at svitse den røde karrypasta af i olien i en lille gryde. Tilsæt herefter hakket peanuts, peanutbutter og kokoscreme under omrøring, derefter fishsauce, palmesukker og lime. Lad saucen koge op i et par minutter, imens den bliver tyk.
Kom kyllingestykkerne på 4-6 grillspyd og grill kyllingen imens resten af marinaden pensles på. Når kyllingen er grillet færdig serveres spyddene sammen med peanutsaucen og agurkesalaten.