torsdag den 16. februar 2017

Den bedste bønne-dahl

Denne bønne-dahl er min nye livret - perfekt til de kolde vinteraftner, hvor de indisk-inspirerede krydderier varmer. 


4-6 personer

1 pakke god, røget bacon
2-3 sødkartofler
1 butternut squash
200 g tørrede, hvide bønner
250 g friske spinatblade
400 g friske tomater
1 dåse hakket tomater
2 løg
4 fed hvidløg
1 chili
2 tsk. røget paprika
2 tsk. alm. paprika
2 tsk. garam masala
1 tsk. stødt spidskommen
0,5 tsk. kanel

Kom de hvide bønner i en skål med vand, så de er helt dækket, og lad dem trække i køleskabet i mindst 12 timer. Hæld så vandet fra bønnerne, kom dem i en middelstor gryde med frisk vand og lidt salt og kog dem ved svag varme i 30-45 minutter (til de er bløde med lidt bid).
Varm ovnen op til 180°.
Skræl sødkartofler og græskar, skær begge dele i rustikke stykker og kom dem i en pose med olivenolie, salt samt lidt kanel, spidskommen og paprika. Hæld posens indhold ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag det hele i ovnen i 30-45 minutter – til græskar og sødkartofler er gennemstegte.  
Pil løg og hvidløg, hak hvidløget i rustikke stykker og skær løgene i skiver. Skær tomaterne i både, hak chilien fint og skyl spinaten grundigt.
Skær den røget bacon i mindre stykker og steg den over middel-høj varme i en stor sauterpande. Tilsæt så løg, chili og hvidløg og lad det stege lidt, derefter kommes krydderierne i og svits af. Kom nu de friske tomater i, og lad dem stege, til de bliver helt bløde. Herefter tilsættes spinaten lidt af gangen, som den falder sammen. Når spinaten er faldet helt sammen tilsættes dåse-tomaterne og retten smages til med krydderier inkl. salt. Lige inden servering vendes først de kogte, hvide bønner i og derefter de bagte græskar- og sødkartoffeltern.
Server med fx ris, perlebyg eller brød

Ingen kommentarer:

Send en kommentar