torsdag den 2. januar 2014

Napoleonshatte

Napoleonshatte er super nemme at lave, og smager bare godt! Du kan med fordel fryse dem ned og så tage nogle stykker op, når du får gæster. 



Ca. 10 stk.

Mørdej:
375 g hvedemel
250 g margerine 
1 æg
90 g flormelis

Kransekagemasse:
250 g rå marcipan
125 g sukker
1 æggehvide

150 g mørk chokolade, til bunden

Bland mel og flormelis sammen i en stor skål, og smulder så margerinen ud i melet. Tilsæt ægget og saml dejen med en håndmixer. Pak dejen ind i film og læg den i køleskabet i 1 time. 
Kransekagemassen laves ved at ælte marcipan, sukker og æggehvide sammen. 
Rul mørdejen ud til ca. ½ cm tykkelse og stik runde skiver ud med en diameter på 8 cm. Form så kugler af kransekagemassen, og læg dem midt på hver mørdejs-cirkel. Fold til sidst siderne op om kransekage-kuglen og tryk dejen ind til kuglen. Resultatet skulle gerne blive den trekantede napoleonshat. Sæt kagerne på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ovnen ved 200° i 10 minutter. 
Efter afkøling dyppes bunden af hver kage i smeltet chokolade.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar