fredag den 3. januar 2014

Cheesecake med hindbær

Cheesecake er noget af det lækreste jeg ved! Denne version med en sauce af friske hindbær er syndig og lækker på en gang. 


8 personer

Bund:
200 g digestive kiks
100 g havregryn
150 g smør

Ostemasse:
600 g flødeost
150 g sukker
3 dl. piskefløde
1 stang vanilje
1 usprøjtet citron
1 usprøjtet appelsin

Hindbærsauce:
100 g sukker
500 g hindbær

Smør springformen med margarine.
Pak kiksene ind i et viskestykke og slå dem til fine krummer. Tør-rist så havregrynene i en pande ved svag varme, til de får lidt farve. Skær smørret i terninger og kom det op i panden sammen med kiksesmulderet. Rør blandingen godt igennem mens smørret smelter, og kom herefter blandingen ned i springformen, pres den godt sammen og glat overfladen. Sæt springformen i køleskabet i 1 time, så bunden kan køle af. 
Lav ostemassen ved at flække vaniljestangen, skrab kornene ud og kom dem ned i en stor skål. Riv så citron- og appelsinskallen fint, pres citronen på en citruspresser og tilsæt begge dele til skålen. Kom flødeost og sukker ned i skålen og rør det hele sammen til en jævn masse. I en anden skål piskes fløden til skum, hvorefter flødeskummen forsigtig vendes ned i ostemassen. Ostemassen fordeles til sidst ovenpå kiksebunden i springformen, overfladen glattes og kagen sættes på køl i mindst 1 time. 
Lav til sidst hindbærsaucen ved at komme sukker og hindbær i en skål og mos det med en stavblender til en ensartet masse. Si hindbærsaucen fri for kerner. Ved servering hældes hindbærsaucen over cheesecaken.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar