mandag den 23. december 2013

Pølsehorn

Pølsehorn er lækkert at have med i madpakken! Jeg bager altid en stor portion, så jeg har en masse i fryseren til de dage, hvor man ikke orker at lave madpakke. 



24 stk.

12 pølser
25 g gær 
4 dl. mælk
30 g smør
1 dl. græsk yoghurt
200 g groft mel
500 g hvedemel
3 tsk. sukker
1 tsk. salt
Æg til pensling

Smelt smørret i en lille gryde, tilsæt mælk og græsk yoghurt og varm blandingen igennem til den er lillefingervarm. Hæld herefter det hele op i en stor skål, og smuldr gæren deri. Rør godt rundt til gæren bliver opløst. Tilsæt så sukker, salt og det grove mel, og rør dejen sammen. Tilsæt herefter hvedemelet lidt af gangen, imens dejen røres godt igennem. Til sidst æltes og stilles så til hævning tildækket i 1 time. 
Skær imens pølserne i halve.
Når dejen er hævet, deles den i 3 lige store stykker, og hvert stykke rulles ud til en stor cirkel, som deles i 8 ”slice”. I den brede ende ligges en pølse, hvorefter dejen rulles rundt om pølsen fra den brede ende. Pølsehornene sættes på en bageplade beklædt med bagepapir, og penslet med det sammenpiskede æg. 
Bages i ovnen ved 200° i 20 minutter til pølsehornene er gyldne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar