tirsdag den 14. oktober 2014

Macarons fra Østen

Macaons er super populært, og hvis du smager denne opskrift vil du forstå hvorfor! Jeg elsker disse macarons med en smag fra Østen i form af safran og kardemomme - lækkert!! 


Ca. 15 stk.

Bunde:
75 g mandelmel
2 æggehvider
115 g flormelis
50 g sukker
1 tsk. safran-tråde
Evt. gul frugtfarve

Fyld:
110 g mascarponeost
25 g sukker  
Frø fra 8 kardemommekapsler

Pisk æggehviderne stive i en stor skål, tilsæt så sukkeret lidt efter lidt, mens æggehviderne piskes til en luftig, blank marengsmasse.
Kom safrantrådene op i en morter med 1 tsk. sukker og mal det hele til et fint pulver. Bland så mandelmel, flormelis og safran sammen i en anden skål og vend herefter blandingen forsigtigt ned i marengsmassen lidt af gangen. Fold massen sammen med spatel til den er blank og har en tyk, lang konsistens. Hæld så dejen i en sprøjtepose med en metaltylle på 1 cm.
Beklæd 2 bageplader med bagepapir og tryk små cirkler dej ud herpå – ca. 30 stk. i alt. Bank pladerne ned i bordpladen for at fjerne evt. luftbobler. Lad nu bundene hvile ved stuetemperatur i 30 minutter.
Bages i ovnen ved 160° i 10-15 minutter, hvorefter bundene skal køle af på en bagerist.
Kom kardemommekapslerne op i morteren sammen med 1 tsk. sukker og mal det hele til et fint pulver. Lav så fyldet ved at piske mascarponeost, sukker og stødt kardemomme godt sammen. Smør fyldet på halvdelen af bundene og læg så de resterende bunde ovenpå.
Obs.: macarons skal spises samme dag, som de er lagt sammen, da de ellers bliver bløde    

Tiramisu-macarons

Macarons er blevet utrolig populært - og med god grund! De er nemme at lave og perfekte til en god kop kaffe, så det er bare med at komme i gang :)


Ca. 15 stk.

Bunde:
75 g mandelmel
2 æggehvider
115 g flormelis
50 g sukker
1-2 tsk. stærk espresso-kaffe
1 tsk. kakao

Fyld:
110 g mascarponeost
25 g sukker  
1 spsk. amaretto

Pisk æggehviderne stive i en stor skål, tilsæt så sukkeret lidt efter lidt, mens æggehviderne piskes til en luftig, blank marengsmasse.
Bland mandelmel, flormelis og kakao sammen i en anden skål og vend herefter blandingen forsigtigt ned i marengsmassen lidt af gangen. Tilsæt til sidst kaffen og fold massen sammen med spatel til den er blank og har en tyk, lang konsistens. Hæld nu dejen i en sprøjtepose med en metaltylle på 1 cm.
Beklæd 2 bageplader med bagepapir og tryk små cirkler dej ud herpå – ca. 30 stk. i alt. Bank pladerne ned i bordpladen for at fjerne evt. luftbobler. Lad nu bundene hvile ved stuetemperatur i 30 minutter.
Bages i ovnen ved 160° i 10-15 minutter, hvorefter bundene skal køle af på en bagerist.
Lav til sidst fyldet ved at piske mascarponeost, sukker og amaretto godt sammen. Smør fyldet på halvdelen af bundene og læg så de resterende bunde ovenpå.
Obs.: macarons skal spises samme dag, som de er lagt sammen, da de ellers bliver bløde    

onsdag den 8. oktober 2014

Pizza med gedeost

Denne pizza er perfekt til de dage, hvor madlavningen skal gå lidt hurtigt, men du stadig gerne vil have noget lækkert. Jeg elsker gedeosten sammen med portobellosvampene - det giver pizzaen lidt ekstra kant. 


4 personer

1 portion pizzadej
1 portion pizza-sauce
1 pk. parmaskinke
1 pk. chorizo
1 pk. bøffelmozzarella
1 rulle gedeost
6-8 portobellosvampe
1 glas grøn pesto

Tænd ovnen på 200 grader. 
Skær portobellosvampene i skiver og steg dem få stykker af gangen på en rygende varm pande til de er gyldne og bløde.
Rul pizzadejen ud til en stor firkant, der fylder en bradepande. Smør pizza-saucen ud på den udrullede dej og fordel så parmaskinken, chorizo og portobellosvampe.
Sæt pizzaen i ovnen i 5 minutter – imens skæres mozzarella- og gedeosten ud i skiver. Efter de 5 minutter fordeles mozzarella- og gedeosten på den varme pizza og bages yderligere 10-15 minutter i ovnen til osten begynder at boble og bliver let gylden.
Serveres med grøn pesto på toppen.